Hvordan får du råd til at hjemmeskole som alenemor?

Hvordan får du råd til at hjemmeskole som alenemor?

 

Det spørgsmål jeg møder allermest, er spørgsmålet om økonomi, og hvordan jeg får råd til at hjemmeskole, når nu jeg samtidig er alenemor til to små børn. Det har jeg en masse praktiske svar på, men det største svar, og muligvis også det mest arrogante og irriterende svar, det er jeg simpelthen ikke har råd til at lade være. Jeg har ikke råd til at gamble med min datters liv, trivsel og fremtid, og derfor har jeg sat alle sejl ind på at få hjemmeskolelivet til at lykkes. Og det vil jeg uddybe herunder.

 

For det første er vi privilegerede at vi lever i et land hvor det at hjemmeskole er en mulighed. Vi skal ikke længere væk end Tyskland hvor det ikke er tilladt at hjemmeskole dine egne børn. Så er vi også privilegerede fordi vi, især som kvinder, kan arbejde, tjene vores egne penge, har lov til at studere og tilegne os viden, og ikke er afhængige af mænd på samme måde som i andre steder i verden. Den frihed tager jeg ikke for givet, og derfor føler jeg også et ansvar når det kommer til at indrette mit eget, og dermed også mine børns liv, på en måde som gør at vi lever, og ikke bare eksisterer.

 

Som sagt er jeg alenemor, det vil sige jeg kun er 1 voksen til at hive en økonomi hjem som vi alle 3 kan leve af. Det har jeg tidligere gjort som selvstændig, og det gør jeg nu som studerende. Jeg læste først tv- og medietilrettelæggelse på journalisthøjskolen, men på grund af vores aktuelle situationen søgte jeg optagelse på den digitale læreruddannelse, og blev optaget. På den måde kan jeg både kombinere mit ønske om at hjemmeundervise min datter, med et studie som både støtter vores aktuelle situation, og som gør det økonomisk muligt for mig at hjemmeundervise som aleneforsørger.

 

Jeg er ugentligligt i kontakt med flere forældre om muligheden for at hjemmeundervise, eller vælge som jeg har gjort. Der er helt klart familier som er så hårdt pressede at det ikke er en mulighed, men der er endnu flere familier som sidder fast i vanens magt, og som ikke er parate til at lave den livsstilsomlægning der skal til for enten at frigøre tid, overskud eller økonomi til eksempelvis at hjemmeskole et barn i mistrivsel. Det er selvfølgelig sat lidt på spidsen, hver situation er unik. Men jeg forsøger at svare på spørgsmålet om hvordan jeg får råd, og mit svar er at jeg har gjort hvad der skulle til for at det blev en mulighed. Et valg der bestemt ikke har været uden sorg eller omkostninger og søvnløse nætter, men samtidig et valg der føles som det absolut eneste rigtige at gøre.

 

At have råd i praksis

I praksis betyder det at jeg er god til at leve på en sten.

-       Jeg solgte min bil for et par år siden, og købte en brugt ladcykel som jeg selv satte i stand. Skal jeg bruge en bil, låner jeg en eller lejer jeg en, og ellers er det cykel, gåben og offentlig transport. Jeg har i de snart 4 år jeg har levet uden bil ikke savnet den en eneste gang. Ja, der er klart ting der havde været mere ubesværet med en bil, men det er udelukkende en vanesag, for os i hvert fald.

-       Jeg køber næsten kun genbrug, både når det kommer til tøj og til møbler

-       Jeg sælger de ting vi ikke længere skal bruge og har en lille cirkulær økonomi, når det kommer til materielle ting. Der er flow i vores hjem, men også i økonomien omkring vores forbrug. Jeg kan også finde på at købe noget i en genbrugsbutik, kun med fokus på videresalg, fordi jeg ved jeg kan få mere for den. Det er kun noget jeg gør af og til, men det bidrager til at der altid er råd til det tøj og de ting vi har brug for.

-       Vi lever minimalistisk. Vi har gode ting i vores hjem, ting der gør os glade og understøtter det liv vi lever, men vi har også kun lige hvad vi har brug for. Jeg har ikke stel til 12 mennesker, jeg ejer ikke et vinglas (da jeg kun drikker et enkelt glas vin hos andre af og til) og hvis jeg mangler noget kan jeg låne, i stedet for at anskaffe mig nyt.

-       Jeg køber datovarer, bruger min fryser rigtig meget, så jeg kan købe kød og grønt på tilbud. Jeg bager selv når vi skal have boller og brød. Men jeg vælger også økologi og gode mærker.

-       Jeg laver store portioner mad, så jeg altid lige kan hive et eller andet ud af fryseren

-       Jeg følger instagram profiler som har fokus på madspild og vegansk mad på budget (jeg er ikke veganer, jeg øver mig bare og kan godt lide at blive inspireret til at leve mere plantebaseret).

-       Jeg holder mig fra tøj der går i stykker hurtigt og er produceret under tvivlsomme arbejdsforhold. Derfor bruger jeg tradono, dba, FB marketplace, Tise, reshopper, Second Tots meget når jeg køber ind, og går efter de (typisk) danske mærker jeg kender og kan stå inde for.

-       Jeg tjener penge ved siden af mit studie ved at lave tilrettelægger opgaver for andre, tekstforfatteri, rådgivning ift marketing og salg, og mange af de andre ting jeg har lavet tidligere. Jeg har et bredt netværk af dygtige selvstændige som jeg arbejder sammen med på kryds og tværs, og når jeg har tid og overskud til det.

-       Jeg værner om min tid og mit overskud. Det uddyber jeg længere nede.

-       Jeg beholder kvitteringer. Nogen gange bliver jeg stadig fanget af et eller andet købs-rush, og så får jeg alligevel købt noget, som jeg ender med ikke at have brug for. Jeg gemmer altid kvitteringen, mærker efter et par dage, og i 75% af tilfældene ender jeg med at levere varen tilbage. Return to sender.

-       Jeg ved hvad der er vigtigt for mig. Det er vigtigt for mig at kunne lave en god kakao fra bunden herhjemme, med gode råvarer fra gode kakaofarme, en god vanilje og en god mælk. Det er ikke vigtigt for mig at sidde på cafeer og arbejde eller drikke chai latte med mine veninder. Jeg vil langt hellere snakke i telefon i timevis, med ro omkring mig, eller gå en lang tur med en veninde ude i naturen. Der er intet galt med hverken det ene eller det andet, jeg ved bare hvad der er vigtigt for mig, og hvad der ikke er.

-       Jeg ved hvilke mennesker der suger min energi og hvem der ikke gør.

-       Jeg planlægger større investeringer. Jeg har en konstant ”ønskeliste” stående på min telefon, og på den måde skriver jeg ting ind som jeg drømmer om at købe eller investere i. Lige i øjeblikket står der ”10-turs kort til kropsterapi”, som jeg ikke har råd til nu, men når der kommer ekstra ind, så vil jeg investere i at min krop får det bedre. Indtil da arbejder jeg selv videre med yoga, motion og gåture. Jeg kunne også godt tænke mig en session hos psykolog Dea Franck, som er specialiserede i højt begavede, for at blive støttet i at forstå Emmalias højt begavede profil endnu mere i dybden. Jeg ved jeg ikke har råd til det hele på en gang, men ved at have min åbne ”drømmeliste”, og alligevel hele tiden opleve at der kommer nye ting på og der er andre ting der bliver indfriede, eller simpelthen bare ikke er vigtige mere, så føler jeg faktisk at jeg lever et rigt liv.

-       Jeg taler ikke om at vi skal spare, at vi er fattige, at vi skal vende hver 25-øre eller lignende. For det første tror jeg på at det kan blive til sandheder hvis vores fokus hele tiden er på det vi mangler og ikke har. Og for det andet oplever jeg ikke at vi lever et sparsomt eller fattigt liv. Tvært imod. Fordi jeg har organiseret os som vi har, så lever vi i en lækker lejlighed med de ting der gør os allermest glade, udover hinanden selvfølgelig. Vi spiser sund og nærende mad, vi har råd til biografture og smårejser, og vi spare op til lidt større ting der er vigtige for os. Som f.eks en tur til Oslo eller Ærø eller Bornholm, hvis bare vi planlægger det i god nok tid. Og så er økonomi og rejser i øvrigt et helt blogindlæg for sig selv, for man kan godt nok rejse billigt, også med børn, hvis man er lidt fleksibel.

-       Jeg går aldrig i byen. Som i aldrig. For det første drikker jeg ikke særlig tit alkohol, for det andet vil jeg hellere se lim tørre end at befinde mig på en bar nogen som helst steder i verden. Jeg tror jeg sparer rigtig mange penge på den konto.

-       Vi spiser heller ikke særlig meget takeaway. Måske 1 gang om måneden, og så går vi all in den dag og nyder at det kan lade sig gøre.

-       Jeg bruger ikke barnepige. Jeg har et ønske om at kunne hyre en barnepige bare 1 gang om måneden, og tage i spa eller begynde at cykle mountainbike igen, men det ryger på ønskelisten. Jeg har stor respekt for dem der vælger at prioritere alenetid eller par-tid højere end mig, jeg plus-under jer!

 

 

Tid er også en vigtig valuta

Når vi snakker om at have råd og om økonomi, så handler det faktisk også i høj grad om at være bevidst om hvad du bruger din tid på, og være ansvarlig for din tidsforvaltning. Ved at tage aktive beslutninger om hvad du gerne vil bruge din tid på, kan du frigøre en del ressourcer, som du kan bruge på det der giver værdi til dit og dine børns liv.

 

Jeg siger nej til mange kaffeaftaler med folk ”der bare gerne lige vil høre om jeg kan fortælle dem om XYZ”. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. Det gjorde jeg meget engang, og jeg nød det, men det er ikke længere en prioritet i mit liv, medmindre det giver mig en vigtig værdi at bruge tiden på den person eller det møde. Det har taget mig lang tid at lære, men det er faktisk en kærlighedserklæring til mig selv og mit eget liv, at jeg i dag har valgt at skrive dette blogindlæg som mange flere får noget ud af, end at jeg har fortalt en eller anden random person 5 grundlæggende ting om at starte en blog. Jeg står ikke længere til rådighed for alle.

 

 

Der er så mange forskellige måder at skabe sig en levevej på i dag, det svære er at slippe ud af hamsterhjulet og rent faktisk gøre det, men langt de fleste der tager springet, de fortryder det ikke, for det man får, i dette eksempel måske et barn tilbage i trives, det kan ikke måles med noget andet. Og det kan man jo igen gøre som en glidende overgang, eller med et deltidsjob og deltidhjemmeskole, eller hvad der nu er af alverdens fleksible løsninger. Der findes online skoler der kan supplere, og det er efterhånden muligt at strikke en hverdag sammen der passer til de behov man har. Så er det jo op til en selv at afgøre hvilke behov der er vigtigst. Men du er nødt til at stille din radar ind på hvor du gerne vil hen. Du kan ikke sidde og ikke tage beslutningen, og forvente at de geniale løsninger så dukker op. Løsningerne kommer når du beslutter dig inde i hjertet og flytter dig.

Jeg håber du har fået indsigt i hvordan det fungerer økonomisk her i vores hjem, og at du kan bruge noget af det jeg har skrevet. Det her er valg der fungerer for mig og for min familie. Det er langt fra sikkert at det er det rigtige for dig og din familie, det vigtige er at vi kan inspirere hinanden til at skabe de liv vi inderst inde drømmer om at leve.

 

Kærlig hilsen

Frejamay

Forrige
Forrige

En lille historie om næstekærlighed

Næste
Næste

Den svære opstart af hjemmeskolen