Den svære opstart af hjemmeskolen
Det er ikke kun nemt … Det med at lave en hjemmeskole. Og ligesom med alt andet jeg laver, så er det vigtigt for mig at få de her nuancer med. De ser naturligvis ikke fancy og inspirerende ud, måske vil de ikke klare sig skidegodt i rampelyset, men jeg kan ikke fortsætte hvis ikke de er en del af fortællingen. Så her er den svære opstart af vores lille hjemmeskole.
Utilstrækkelighed
Selvom jeg på papiret ”klarer det flot”, og jeg er privilegeret fordi jeg kan være enlig mor og samtidig studere hjemme og hjemmeskole, så er det også fuld af udfordringer. Jeg nærmer mig min første deadline på mit studie, og selvom jeg når det og stadig er rimelig med, så har det ikke været nemt at komme i gang. Hver gang jeg har sat mig ned for at læse, har jeg haft en følelse af at jeg så samtidig svigter Emmalia og hendes læring. Og det har resulteret i at jeg har dedikeret mine dagtimer til hjemmeskolen, og så har jeg siddet og knoklet løs i aftentimerne, som tit er blevet sene nattetimer, så jeg kunne nå mine opgaver. Alle ved at det ikke holder i længden.
Hjælp fra en coach.
I denne uge havde jeg så en coachende samtale med en sej kvinde, hvor jeg bragte denne problematik op. Hvis jeg skal holde til 4 år på lærerstudiet, er jeg nødt til at finde en døgn/arbejdsrytme der ikke kun er god for Emmalia og hjemmeskolen, men også en der passer mig og mit studieliv. Jeg vil gerne føle at jeg er med, og ikke føle at jeg 99% af tiden er spændt bag et tog mens jeg løber baglæns for at nå med. Sådan skal denne her fantastiske mulighed i vores liv simpelthen ikke udføres.
Under samtalen med Kimmie, min coach, kunne jeg mærke to ting. Den ene ting var at jeg længe ikke rigtigt har haft et rum kun for mig, hvor det kun handlede om mig. En ting er at snakke med (livskloge og fantastiske) veninder. En anden ting er at tale med en professionel, der ser mønstre i de ting jeg fortæller, og som kan sige ting tilbage som sætter skub i tankerne. Den anden ting jeg mærkede, var at jeg havde brug for at græde. Jeg har været så enormt meget projektleder det sidste år, haft så mange kasketter på overfor kommune, skole, familiehus, PPR osv. Jeg har fixet og ordnet. Jeg har fået de vildeste ting til at ske, jeg har skiftet studie. Jeg har været så meget i handling, og mit følelsesliv har siddet og set kampen, og har, helt oppe på bagerste række, godt vidst at bolden rammer mig i hovedet på et eller andet tidspunkt, og så er tiden inde til at mærke alle de forandringer der har fundet sted.
Emmalia er okay. Alle former for mistrivsel er forsvundet efter vi startede hjemmeskolen, morskolen. Lillesøster reagerede en måneds tid efter, fordi hun selvfølgelig også har ”betalt” for at fokus var så meget på storesøster i en periode. Selinna er okay igen. Men jeg tør næsten ikke sige højt at jeg også har brug for lidt tid før jeg bliver okay, fordi forældre i dag jo ikke må føle, mærke eller bruge så meget som et splitsekund på eget liv, egen udvikling og eget følelsesliv, for så ”sætter man jo ikke barnet først” og er dermed diskvalificeret som mor eller far. Tju bang chokolademand.
Jeg glemmer aldrig da jeg som nybagt mor på ”fødegangen for komplicerede fødsler” forsigtigt spurgte en sygeplejerske hvilke konsekvenser det havde for amningen hvis jeg gav mit nyfødte barn modermælkserstatning, når nu min mælk ikke var løbet ordentligt til. Jeg fik fuld plade i skyldsfølelse, hun manglede bare at starte sin svada med ”lille ven”, da hun kontant vrissede at ”det er vigtigt at du forstår, at når du nu er blevet mor, så er det altså din babys behov der kommer først, og ikke dine. Det skal man lære når man nu gerne vil have ansvaret for et lille menneske”. Min mor endte med at smide hende ud af min stue, men jeg var allerede knust indeni og følte mig totalt uduelig.
Men jeg er okay. Faktisk. Jeg har bare brug for at lande stadig. Det har simpelthen været så benhård en omgang at komme hertil. Vi er det bedste sted. Vi har støbt et solidt fundament, nu skal vi begynde at bygge, og jeg skal have fjernet de mursten der består af skyld og skam. Derfor fik jeg også en stor klump i halsen da Kimmie spurgte mig om jeg egentlig havde tænkt over hvor kæmpestor en gave jeg giver Emmalia, når nu jeg har valgt at skifte studie for at kunne hjemmeskole, så jeg bærer det ansvar samfundet ikke lige kan bære, og tager ansvaret for hendes skoleliv, læring og fremtid.
Bum. Sådan havde jeg ikke lige tænkt på det. ”Så Frejamay, hvis du sætter dig hver dag fra 10-12 og læser, og hvor Emmalia, bare lige i de to timer, skal lære på egen hånd den ene time og får lov til at spille Roblox den anden time, så er det mere end okay, og faktisk en kæmpe investering i jeres overskud, især i dit”. Og det kunne jeg jo virkelig godt se. Så nu har jeg gjort det. Jeg har skemalagt min egen læring, og jeg har lagt en plan for Emmalias hjemmeskole, og hvordan vi kan få det hele til at gå op i en højere enhed, samtidig med at jeg passer mit studie og ikke skal sidde hver eneste aften og nat og læse.
Unschooling
Men det er ikke ”bare lige” at lave det her skifte. I virkeligheden skal jeg jo også unschooles, fordi jeg ikke tror på det der med at sidde ved et bord og lære 6 timer om dagen. Hverken når det kommer til børn eller voksne. Og nu har jeg endelig muligheden for at praktisere det jeg tror på, og så viser det sig at den største udfordring faktisk er mig selv. Pis’os!
Så. Jeg har fået læst i dagtimerne i denne uge, og det har været SÅ FEDT! Der er stadig detaljer der skal på plads. Det gode er at Emmalia allerede da hun stoppede i skolen kunne det hun skulle kunne når 1. klasse slutter, så vi har friheden til abre at lære alt det vi synes er allermest sjovt frem til sommerferien, og jeg tror vi kommer til at bruge allermest tid på praktikkerne (læs her) og engelsk, fordi hun har planer om at skulle arbejde for Justin Bieber når hun fylder 14, og det kan man jo ikke med mindre man taler engelsk. Motivationen er i top.
Jo mere jeg snakker om hvordan det ægte er at starte det her nye liv op, jo flere fantastiske input får jeg. Som i dag, da jeg snakkede med min veninde, og var ked af at jeg ikke ved hvornår jeg skal planlægge kommende uges undervisning, fordi vores kalender er så booket i forvejen. Min veninde foreslog at vi bruger hver fredag eftermiddag på sammen at planlægge kommende uge, og det gør jo at både forudsigeligheden og planlægningen er på plads inden vi går på weekend. Det gav mig bare så meget ro, og det er hermed skrevet i kalenderen.
Rom blev ikke drukket på en dag, og det gjorde morskolen heller ikke. Men et skridt ad gangen, we are getting there!
