Praktik hos Café Rosa Slangerup
Inden vi starter vil jeg lige huske at gøre opmærksom på at vi altid søger praktikpladser. Vi er i praktik 1-2 gange om måneden. Hvis du gerne vil have besøg af Emmalia (og mor som påhængsmotor), så kontakt os meget gerne lige her, hvor du også kan læse mere om konceptet.
Caféliv, hygiejneregler, servering, kassebetjening (med assistance), madlavning, kundeservice, klargøring af café før åbningstid, multitasking og dekoration af kager var bare nogle af de ting Emmalia lærte, da skønneste caféejer Anja Damgaard Lind inviterede os indenfor i sin hyggeligste Café Rosa i Slangerup. Emmalia skulle to timer i praktik hos Anja, og både Emmalia og mor var meget spændte på oplevelsen.
Den svære forberedelse.
Som det altid er inden vi skal noget ukendt, så fik Emmalia kolde fødder aftenen inden. Selvom vi gør så meget som muligt ukendt kendt, så er der bare stadig en del ukendt, og det er svært at forholde sig til noget man ikke helt ved hvad er. Men det er en del af konceptet hos os. Vi skal ud og prøve kræfter med virkeligheden. Vi skal ud og have erfaringer med ukendte ting, og opleve hvor lærerige og givende oplevelser der venter, når vi bevæger os ud for vores komfort-zone.
At blive væk er ikke en option, med mindre vi er syge. Sådan har det været helt fra starten, og sådan har jeg også altid opdraget. Når vi har en aftale skal vi afsted, med mindre den er helt gal. Men det er den sjældent, og det er selvfølgelig mit ansvar som mor at sørge for at vi er udhvilede og at der ikke ligger aktiviteter før og efter praktik. Vi har eksempelvis altid helt fri begge to dagen efter praktik, så der er tid til at lade op og snakke om hvad vi oplevede under praktikken, og hvad vi har af tanker omkring oplevelsen.
På vejen op til Anja var vi igennem hele følelsesregisteret. Ked af det, tvivl, mismod, modstand. Som mor har jeg lært at det er en del af Emmalias overlevelsesproces. Hun bearbejder, og jeg har lært at jeg ikke skal gå ind i det rum hos Emmalia. Jeg skal bare være der, ae, sige “det forstår jeg godt skat”. Jeg accepterer at det er svært, men der er ingen vej udenom, og det hviler jeg fuldstændig i. Vi har lavet en aftale med nogen, den dukker vi selvfølgelig op til. Hvis det så viser sig at blive en katastrofe, så kan vi tage hjem igen, men ikke før. Og nu ved jeg at jeg kun har praktikaftaler med seje og gode mennesker, så jeg kan med ro i sjælen sige “nu tager vi op og ser hvad der sker, og så tager vi den derfra”.
Klar parat praktik
Da vi hoppede af bussen i Slangerup, skiftede Emmalias tilstand fuldstændig. Nu var hun klar, og hun gadedrengehoppede hele vejen hen til cafeen, og overgav sig fuldstændig til oplevelsen. Anja havde foreberedt nogle opgaver til Emmalia, men det første der skulle ske var at håret skulle op i en hestehale, og Anja fortalte Emmalia hvorfor man ikke må have løst hår, og hvor vigtigt en god hygiejne er når man arbejder med fødevarer.
De to timer FLØJ afsted, det var sjovt, jeg bliver så rørt når jeg ser søde mennesker som Anja give os denne unikke mulighed for at komme ud og prøve arbejdslivet af, selvom Emmalia kun er 7 og mor er med på slæb. Vi lærer simpelthen så meget, og målet er, på sigt, at vi skal bruge de her praktikker til at skrive opgaver om. Men lige nu handler det om at få oplevelsen, lære at det er spændende udenfor alt det velkendte, at mennesker er søde, og at det er sjovt at prøve kræfter med forskellige typer arbejde.
Emmalia dekorerede cupcakes, hentede tallerkner, prøvede at taste ind på kassen og tage imod betaling, hjalp med at bære skiltene ud da butikken åbnede, gik selv ud og serverede for (verdens sødeste og mest rummelige) kunder, dansede lidt og var med på alt hvad Anja havde forberedt. Og det sjove er at Emmalia aldrig har lyst til at tage hjem igen når vi er i praktik, hun elsker at blive udfordret, hun er smilende og glad og vokser simpelthen med opgaverne.
Jeg sidder stadig som mor og underviser lidt fast i de der åndssvage kopi-ark man også får i skolen, og det er simpelthen bare ikke sådan Emmalia lærer bedst. Men jeg er en slow learner, så Emmalia må have lidt tålmodighed med mig. I mellemtiden glæder vi os allerede til næste praktik.
I forhold til bloggen, hvad kunne du så godt tænke dig at jeg fortæller om vores praktikker. Meningen er at vi fortæller om de her prakraktik-oplevelser til inspiration for andre, og jeg har en masse at fortælle, men det vil hjælpe mig at vide hvad du gerne vil læse mere om, så kan jeg tage det med i indlæggene.
Tak fordi du læste med, og endnu engang tusind tak til Anja og Café Rosa for at tage så godt imod os, og give os en dag vi aldrig glemmer <3
Kærlig hilsen
Emmalia og Frejamay
