Et hjemmskoleår med fokus på medier og medieproduktion

Hvordan blev det lige oktober? Jeg synes vi havde første skoledag i hjemmeskolen for et par dage siden, og nu er det snart jul. Tiden flyver afsted, og jeg vil rigtig gerne nå at dele hvad vi laver i hjemmeskolen inden året er omme.

Dette skoleår har vi et helt særligt projekt vi har fokus på. Projektet er så særligt at vi ikke rigtigt kan fortælle om det før skoleåret er slut, da det involverer andre end os selv. Når skoleåret slutter får du lov at se alt hvad vi har arbejdet med, men det er ret fedt at arbejde med et stort overordnet projekt, hvor vi blandt andet beskæftiger os med

  • formidling

  • præsentation

  • lyd og lydeffekter

  • virkemidler

  • billedbeskæring og komposition

  • lyssætning

  • storytelling

  • kommunikation

  • autenticitet

  • fællesskab

  • medier og mediernes rolle i samfundet (som vi kan koble på vores praktikbesøg på Christiansborg, og mange andre emner vi allerede har arbejdet med i hjemmeskolen)

  • Etik

  • Samfundsfag

Ovenstående er de store penselstrøg for skoleåret 2024/2025, hvor vi dykker mere ned i nogle emner og mindre ned i andre, men de hænger allesammen sammen, og Emmalia har et konkret projekt hun kan koble alle de her emner op på.

Vi skal stadig i spændende praktikker, i morgen skal Emmalia med mig ind i et filmstudie og optage noget TV, og det glæder vi os begge to til. Jeg skal også forklare hende hvorfor jeg skal have to forskellige sæt tøj med, sådan så det ser ud som om det er to forskellige dage vi optager fjernsyn, selvom det er samme dag, og hun får indblik i hvor mange mennesker der faktisk er involveret i processen bag det vi allesammen ser i fjernsynet.

Vi dykker ned i filmens univers, men kommer også til at snakke om reklamer, om virkemidler, om virkemidler når man laver nyheder og fiktion og fakta. Det lyder som store emner for et ungt menneske på 9 år, men det er jo lærerens opgave at tilrettelægge undervisningen så det passer til den elev der skal lære.

Dette skoleår har allerede budt på svampetur med en naturvejleder og en masse andre hjemmeundervisere og deres børn, ture i København og på museum, vi skal på Louisiana og se vandudstillingen i den kommende uge, og der er i det hele taget masser vi skal se og opleve, selvom vores hovedfokus bliver det ovenstående. Og så glæder vi os helt vildt til, om et år, at dele hvilket vigtigt, spændende og nødvendigt projekt vi har være en del af.

Jeg kan kun sige, man ved aldrig hvor hjemmeskolelivet tager os hen, men alt hvad vi laver er noget vi laver med stolthed og med umage, og det er det her projekt også.

Stay tunasandwich, og husk at du kan følge vores hverdag på @morskolen på instagram lige her.

Forrige
Forrige

Børnepraktik i hjemmeskolen: At drive sin egen butik

Næste
Næste

Eleven kommer når læreren er klar