Forskningsbaseret hjemmeskole (og argumenter imod hjemmeskolen)

“Ej hvor er det synd for dit barn at det ikke møder andre børn!”

“Hvordan skal din datter nogensinde udvikle sociale kompetencer hvis ikke hun går i en rigtig skole?”

“Hvordan sikrer du det faglige niveau når du ikke er uddannet lærer?”

“Hun lærer jo ikke at indgå i et fællesskab”

“Hvordan kan du hjemmeundervise dit ene barn, men ikke det andet barn, hvilket hold er du så egentlig på?”

Spørgsmålene og argumenterne imod hjemmeskole står i kø, og jeg svarer gerne på spørgsmål, men jeg er holdt op med at svare på passivt-agressive anklager, som er forklædt som “nysgerrige spørgsmål”, det har jeg simpelthen ikke tid eller lyst til. I dag vil jeg dog besvare de hyppigste spørgsmål, og jeg vil inddrage forskningen. Når du har læst denne artikel vil du have svar på ovenstående spørgsmål, og du vil vide hvilken forskning vi baserer vores hjemmeskole på. God fornøjelse.

Forskningen først

Som lærerstuderende møder jeg en masse forskellig forskning og litteratur om læring, trivsel, dannelse, autonomi, pædagogik og psykologi. Det er spændende at læse til lærer, især når jeg driver en hjemmeskole, og har ansvaret for mit eget barns udvikling, skole, trivsel og dannelse, samtidig med at jeg uddanner mig i et traditionelt system, der lige nu er til stor debat i samfundet. Hvad vil vi egentlig med vores folkeskole? Hvad skal den kunne?

En af de forskere jeg følger og læser med stor fornøjelse, er skoleforsker Louise Klinge. Børne- og skoleforsker Louise Klinge oplister seks grundlæggende behov, som skal opfyldes hos børnene, for at de kan få et godt skoleliv.

De seks grundlæggende behov er:

1. Tryghed: Børns nysgerrige adfærd stopper, når de er utrygge. Skolen må være et miljø, der giver tryghed. Det handler dels om trygge relationer - og derfor skal man have en skolehverdag med mindst muligt skældud, fordi skældud skaber utryghed - og det handler dels om de fysiske rammer, som skal være rare at være i.

2. Autonomi: Det handler om at sidde ved rattet i sit eget liv. Har børnene medbestemmelse? Er der elevdemokrati? Er der plads til børnenes interesser?

3. Kompetence: Det er trangen til at lykkes som menneske og kunne håndtere de udfordringer, man står i. Spørgsmålet er, om skolen taler fagligheden op som noget, der handler om at skabe udbytterige møder mellem børn og det faglige indhold. Det handler om legende læring, rollespil, teater, natur, bevægelse, plads til fordybelse, mangfoldighed og praksisfaglighed - alle de ting, der gør, at børnene oplever, at de kan udtrykke sig og ikke bare skal sidde stille.

4. Samhørighed: Behovet for samhørighed er behovet for at føle sig forbundet med kammerater og de voksne (fordi der ikke er skældud). Det handler om at understøtte venskaber hos børnene - og meget gerne på tværs af aldre.

5. At bidrage: Behovet for at bidrage handler om trangen til at gøre godt og at føle sig værdifuld og betydningsfuld. Skaber skolen rum for det? Er der mulighed for, at børnene kan opleve og erfare at gøre godt? 

6. Sundhed: Der skal være plads til bevægelse og motion. Børnene skal have hvile og søvn. Det kræver måske fleksibilitet i udskolingen, hvor teenagerne ikke er friske før ved 10-tiden. Er der steder, hvor børnene kan hvile på skolen? Får børnene en nærende kost? Er der mulighed for at indføre skolemad - morgenmad og/eller frokost?

(Kilde: Artikel i Skole og forældre)

Udover Louise Klinge, som vores hjemmeskole blandt andet bygger på (har jeg fundet ud af efterfølgende), så læner vi os også op af Celestin Freinet, Maria Montessori, præst og filosof Ivan Illich’s samfundskritiske tanker, Peter Gray Ph.D., Ray McDermotts tilgang til eksempelvis begrebet “indlæringsvanskeligheder” og tilgang til børn, trivsel og læring.

Forskningsbasret hjemmeskole, hvad er det?

At det vi laver er bygget på forskning betyder jo ikke at vi er en statslig anerkendt eller godkendt institution, det betyder blot at vores hverdag, vores værdigrundlag og vores tilgang til læring ikke er noget vi bare har fundet på, men noget der i første omgang har taget udgangspunkt i hvilket barn vi har med at gøre og hvilken voksen jeg er, og derefter har vi (mest mig) gjort os klogere på hvad forskerne egentlig siger om læring, trivsel, udvikling osv.

Vi har nu prøvet to forskellige skoler og endnu flere vuggestue/børnehaver, og hjemmeskolen er den løsning der har givet de absolut bedste resultater i forhold til Emmalias udvikling, trivsel og dannelse, og vi gør faktisk lige præcis de ting Louise Klinge lister op ovenfor her.

1. Tryghed: Fra at have et barn der gemte sig under bordet. låste sig inde på toilettet og decideret løb væk fra de voksne i skolen, har jeg nu et barn der uden problemer kaster sig ud i nye projekter, nye oplevelser og rykker ved sine egne grænser hver eneste dag. Men nøgleordet er “tryghed”. Der skal og må være tryghed til stede ellers kan hun simpelthen ikke sprede sine vinger ud og opdage at hun kan flyve. Helt konkret handler det ikke om at blive i trygge rammer eller pakke eleven ind i vat, tværtimod handler det om at være på en ongoing rejse ud i hvordan vi skaber tryghed når vi kaster os ud i det ukendte. Et helt konkret værktøj vi bruger er vores månedlige praktikker ude i erhverslivet og i samfundet. De første 3-4 praktikker vi var på græd Emmalia hele vejen derop, det var svært og hårdt for hende, fordi hun ikke vidste hvad der ventede hende. Her var jeg den trygge base, fordi jeg var med, men det var omvendt ikke en option at blive hjemme. En aftale er en aftale, og når vi er så heldige at nogen gerne vil have os i praktik, så dukker vi op (med mindre vi er syge, men det er vi meget sjældent). Nu har Emmalia så meget erfaring med praktik at hun glæder sig, og vi er ikke igennem en følelsesmæssig rollercoaster hver gang. Der kan stadig være usikkerhed og mange spørgsmål, men det er jo bare fantastisk at hun forholder sig til det vi skal. Og lige så snart hun mærker tryghed ved den praktik-ansvarlige vi skal være sammen med, så ser jeg hende ikke de næste to timer fordi både hun og jeg tager praktikken meget alvorligt, og Emmalia er et barn der engagerer sig med alt hvad hun har.

2. Autonomi: Vores hjemmeskole er et produkt af de ønsker og drømme eleven har, kombineret med folkeskolens formålsparagraf, vores rammer (økonomi, tid, muligheder, fysiske rammer mv.) Vi har møder både før under og efter hvert skoleår for at kvalitetssikre, men også for at sikre at vores hjemmeskole er i overensstemmelse med den vej vi gerne hver især vil med skolen, hvad vi drømmer om, hvad vi skal og vil lære og hvor vi kan se vi med fordel kan udfordre os selv mere. Og naturligvis hvad der er sjovt at lave. Vi har også møder med de familier vi mødes med, for at sikre at det vi laver og det vi planlægger er i overensstemmelse med alles ønsker og drømme og værdier og læringsmål.

3. Kompetence: Legende læring, natur, teater, videoproduktion, plads til fordybelse, mangfoldighed, praksisfaglighed, dans, bevægelse. Vi skaber hele tiden forbindelser mellem vores kreative udtryk, faglighed, tværfaglighed, vores drømme og udfordringer. Eksempel: Da vi startede hjemmeskolen var Emmalia lammet af “alt skal være perfekt” i en sådan grad at hun aldrig turde sætte noget i gang, fordi hun var sikker på at fejle. Det brugte vi flere måneder på at løse, fordi det var enormt vigtigt både at få sat kreativiteten og Emmalia fri, men også at hun fik en oplevelse af at lykkes med noget der havde føltes noget nær umuligt at bryde ud af. Det var især når “tegning” var på programmet at hun lukkede helt ned. Vi havde meget fra den traditionelle skole vi skulle aflære inden vi overhovedet kunne komme ordentligt i gang med vores hjemmeskole. Til sidste endte vi med, ved hjælp fra Lakserytterens tegneunivers, at lave et “tegn grimt” projekt, som faktisk fuldstændig fjernede Emmalias frygt for at “tegne forkert”, men som også gjorde mig til en bedre og langt mere fri og kreativ tegner. Det var en kæmpe succesoplevelse, og en stor del af vores hjemmeskole, at vi arbejder målrettet med det der spænder ben for os.

4. Samhørighed: Næsten dagligt får jeg spørgsmål om det sociale. Jeg tror det handler om at vi er så “skolede” i at folkeskolen er det eneste svar på dannelse og social udvikling, at vi har mistet forestillingsevnen når det kommer til at tænke ud af boksen og forestille os at der findes en million andre måder end folkeskolen hvorpå dannelse, samhørighed og forbindelse med kammeraterne kan finde sted. Vi kunne jo godt finde ud af at danne relationer og opnå samhørighed med andre inden vi proppede 34 børn ind i skolener, satte dem på en stol og bad dem sidde stille og høre efter, så mon ikke vi kan løse den opgave andre steder end i folkeskolen? Jeg tror det. Eller. Faktisk ved jeg det, fordi jeg oplever det hver dag. Udover at Emmalia indgår i det vigtigste fællesskab allerede, nemlig hendes familie, så indgår hun i utrolig mange fælesskaber i løbet af en uge. Hun går til familiespejder med lillesøster og mig og en masse andre skønne familier. Hver tirsdag er vi på udflugt med en anden hjemmeskole familie. Vi bor i en gård hvor der er 17 børn under 15 år, som vi ser hver eneste dag. Her har vi alt hvad hjertet begærer indenfor samhørighed, konflikter, fællesskab, uvenskab, venskab udvikling og et stort aldersspænd, interaktion med både børn og voksne der er meget forskellige fra os selv - hvilket er superfedt, superlærigt og super udfordrende. Vi har et gårdfællesskab i vores gård som efterhånden er en sjældenhed i Danmark, hvor vi knap nok ved hvad vores naboer hedder, og det er en gave at vi bor her og lever i det fællesskab hver eneste dag. Emmalia går til sport 1 gang ugentligt og begynder at gå til sportsstævner fra oktober, og hver anden fredag mødes vi med en masse andre hjemmeunderviser familier i et springcenter i Køge og har en fest.

   For at indgå i et fællesskab skal du også have ladet batterierne op til det. Da Emmalia gik i skole blev hendes sociale batterier brændt af inden klokken var 10. Alt den larm, frikvarterer der var alt andet end en pause, som hun fik lov til at få fri fra, selvom argumentet var at “så er hun jo udenfor de sociale relationer”. Men når man ikke har mere brændstof til at være i relationer, fordi alt blev brændt af på bare at være til stede i larmen i klassen, det faglige indhold, og så det at sidde stille på en stol og høre efter, når børn intuitivt søger natur og bevægelse, så kan det godt blive en lidt umulig ligning at få til at gå op.

   En stor misforståelse jeg ofte møder er at det at være social er det samme som at være sammen med amnge mennesker hele tiden. Du kan sagtens være enormt social, men være udstyret med et lille socialt batteri. Jeg er selv sådan. Jeg elsker at møde mennesker, lære nye menensker at kende og opleve sammen med mennesker, men efter en halv dag er mimt sociale batteri fuldstlændig opbrugt, og det tager 1-2 dage før jeg har lyst til at være sammen med andre igen, fordi der er så mange indtryk og “data” der skal processes. Jeg synes personligt det er fuldstændig gak i låget at vi samler 24 børn i en skoleklasse, udstyrer dem med 1 voksen, og forventer at de allesammen skal lære det samme indenfor nogenlunde samme tid. Det giver simpelthen ingen mening i min forståelse af verden, læring, børn, trivsel og udvikling.

   Når alt det her er sagt, så har jeg endnu ikke oplevet en eneste tur, hvor Emmalia ikke har fundet en ny ven, er faldet i snak med nye voksne i et S-tog eller har charmet sig ind på togfolk eller sælgere eller politimænd, og pludselig sidder hun og har fået lov til at sidde i politibilen, altsammen arrangeret af hende selv. Hun er så sociale velfungerende, og hvis nogen ikke vil være venner mere (det er bagsiden af at vælge den traditionelle løsning fra, folk bliver bange for at have med os mærkelige outsidere at gøre, og det mærker vi desværre på de voksne vi engang kendte, og som nu lader legeaftaler løbe ud i sandet, men det er et helt andet blogindlæg), bliver hun ked af det, men hun er også rimelig hurtigt videre, fordi hun har en fortælling om at hun kan møde venner alle steder. Hun er god til at holde fast i relationer, og har eksempelvis haft en kæreste i 1.5 år (ikke måned, år), og de har stadig et dejligt og kærligt kæresteforhold.

   Slutteligt vil jeg stille spørgsmålet “hvor sociale skal vi egentlig være?”. Vi har i høj grad bygget et samfund op på de ekstrovertes præmisser (læs evt artikel her i Kristeligt dagblad), som jeg personligt ikke trives ret godt i. Vi er sociale nok i både hjemmeskolen og i familien, og jeg prioriterer nærende relationer frem for fast food relationer. Det har taget mig mange år at lære at jeg faktisk ikke SKAL være venner med alle, med til alle fester, huske at “vise mig derude” og at et stort netværk (som jeg har) sagtens kan vedligeholdes og næres på andre måder end at gå til drænende og suoer uinspirerende netværksmøder.

   Hvor sociale skal vi egentlig være? Og hvornår bliver det for meget? Og hvor mange ud af 24 elever trives egentlig i den måde vi driver skoleklasser på i dag? Og hvor mange lærere gør?
   
   

5. At bidrage: Vi arbejder med venlighed, bæredygtighed, social ulighed, antiracisme, ligestilling og diskrimination. Vi har ikke haft tid og overskud til det endnu, men målet er at vi engagerer os enten i Dansk Flygtningehjælp eller lign. (hvor jeg selv har været besøgsven), for at få udvidet vores horisont og verdensforståelse, og arbejde lidt med ydmyghed, hvilket jeg tror alle børn, måske især børn i Lyngby kunne lære lidt af. Derudover arbejder vi med at alle bidrager i et fællesskab. Ligesom at man i skolen bidrager når man har duksetjansen, så bidrager man også herhjemme og i gården med at rydde op efter sig selv, være ansvarlig for legetøjsskufferne eller opvaskemaskinen i en uge. Vi har allesammen brug for at føle os værdifuld, og det handler ikke kun om at vi får at vide at vi er noget værd som mennesker, det handler også om at vi får et ansvar for noget og fysisk oplever at vi har en betydning.

   Jeg læste engang en historie om nogen der kom udefra og skulle lære noget om det danske velfærdssystem (det er osgå et helt blogindlæg for sig … hvilken velfærd?). Her fortalte Danmark stolt om at vi har et system, hvor, hvis man bliver syg, så får man penge af staten til at klare sig selv. De udefrakommende spurgte om ikke de sygemeldte stadig skulle bidrage med noget, og Danmark svarede “nej, så kan man blive rask og så komme tilbage når man er rask”. Og de udefrakommende spurgte “og det er i stolte af?”

   Danmark kunne ikke forstå det manglende bifald fra de udefrakommende, og det handler ikke om at sygemeldte skal tvinges til noget, men det handler netop om at føle sig værdifuld, også selvom man halter lidt i en periode. Man kunne blive ansvarlig for gulerødder. Eller ansvarlig for at Gert får sin morgenkaffe nede i st. tv. Eller ansvarlig for at bage en kage til dem ovre på plejehjemmet, eller et eller andet man alligevel havde overskud til, og hvor man får følelsen af stadig at være et bidrag, selvom man måske ikke kan være regnskabsassistent i 40 timer om ugen længere.

   Her i hjemmeskolen (og i familien) er alle et bidrag. Jeg er kun 1 voksen, og jeg har stadig kun 24 timer pr. døgn. Hvis ikke alle er et bidrag herhjemme så brænder jeg sammen, og det er ikke til nogen gavn for fællesskabet, så alle mand tæller.

6. Sundhed: I vores hjemmeskole starter dagen først når vi er udhvilede. Jeg kan tælle på 1 hånd hvor mange gange årligt vi stiller et vækkeur. Det betyder også at vi går i seng når vi er trætte. Børnene går typisk i seng kl 20:30 og står op kl 8 næste morgen. Jeg sover fra ca. kl 23 og står op kl 6:30. Jeg vågner heller ikke vha et vækkeur. Søvn er vigtigt, men vores soverytmer lader sig ikke styre af et eller andet politisk besluttet mødetidssystem. Det liv har jeg levet, og det hakkede et godt stykke af mit overskud og min energi. Når jeg får lov at følge min egen døgnrytme, så har jeg energi hele dagen og det meste af aftenen. Det samme gælder mine børn.

   Vi bevæger os hver dag. Jeg går/løber typisk 45 minutter dagligt. Selinna på 5 år går til børnehaven sammen med mig hver morgen (næsten), der er ca. 1,5 km. Og så løber, danser, hopper, tuller og ruller de begge nærmest fra morgen til aften hver dag. Vi har ikke ret meget stillesiddende tid. Nok mest mig, fordi jeg læser en del tekster på mit lærerstudie, men jeg kan faktisk også bedst lide at være i gang.

   Når det er sagt, er vi meget bevidste om hviletid. Hvis vi har været i praktik, har vi “skemafri” dag bagefter. Vi lærer at mærke efter, vi lærer at vores energi arbejder cirkulært og i bølger, vi lærer at mærke når vi er trætte og uoplagte og lytte til det. I går skulle jeg egentlig læse, rydde op, lave noget dans jeg er begyndt på pg 7 andre ting efter pigerne var puttet, men jeg var fuldstlndig brugt og udmattet efter en hel dag på faglig konference, så jeg gik bare i seng. I stedet for at slå mig selv i hovedet over de ting jeg ikke nåede i går, så glædes jeg over at jeg i dag til middagstid har nået det meste på den halve tid, fordi jeg går til opgaverne med overskud, jeg er udhvilet og motiveret, og jeg har snakket i telefon med en veninde imens jeg ordnede de huslige ting, så jeg har nærmest ikke opdaget at der er blevet rent og pænt mens vi sludrede. Havde jeg gjort det i går havde jeg til gengæld fået ødelagt både. aftenen i går og dagen i dag ved at “tage mig sammen” og “stramme ballerne”. Jeg har sagt op på mit abonnement på det travle samfund der ødelægger mennesker, jeg vil simpelthen ikke være en del af det længere, og jeg vil slet ikke være med til at reproducere det og videregive det til mine egne børn.

   Mht. mad så spiser vi en del plantebaseret, men vi er også at finde på McDonalds, Jagger burger, med pasta med ketchup og alt mulig andet. Lad mig citere forfatter Maj My Humaidan, forfatter til “Ærø manifestet”, som siger “bare fordi jeg hjemmeskoler betyder det ikke nødvendigvis at du kan gætte hvad jeg spiser”.

   Konklusion

   Når jeg skriver at vores hjemmeskole er forskningsbaseret, så handler det om at vi arbejder ud fra Louise Klinges 6 behov der skal være til stede i skolen. Og hvad så med det faglige, tænker du? Det faglige er overalt, hele tiden. Vi skiller ikke læring fra resten af livet. Når vi låner en bil og kører til Jylland, så leger vi “hvad betyder vejskiltene og hvorfor?”, så både mit barn på 5 og mit barn på 8 kan læse vejskilte og de ved ret meget om hvorfor skiltene er der, og hvad de hjælper os med.

   Når vi kører i bus har vi oftest matematik. Vi får bustiden til at gå med regnestykker, og det var her jeg opdagede at hende på 5 kan regne langt hurtigere end både mig på 40 og storesøster på 8 år. Forleden regnede vi med tæer. “Hvis vi er Selinna, Emmalia, Mor, nabo Erik og nabo Johnny, hvor mange tæer har vi så i alt?”, og så regnede vi ting ud med tæer.

   Når vi ser Titanic filmen, så snakker vi om samfundsklasser, om geografi, om natur, vi bygger Titanic i Minecraft, vi læser bøger om Titanic på biblioteket og vi fordyber os i emnet tværfagligt og med stor iver og interesse. Det er så fantastisk en måde at lære på, og læring bliver aldrig noget kedeligt vi bare skal have indenbords.

   Vores lille hjemmeskole vokser på os, vi har allerede modtaget 5 ansøgninger til hjemmeskolen, men vi er ikke der endnu hvor vi kan optage andre børn. Måske kommer vi det aldrig, men vi skriver meget gerne og alle er velkomne til at bruge vores erfaringer derhjemme, så spørg endelig hvis der er noget du gerne vil vide mere om, eller noget jeg ikke har fået belyst endnu.