Hvordan vi praktisk kommer perfektionisme til livs i hjemmeskolen
Perfektionisme er en del af gamet i livet med et højtbegavet barn (og sikkert også mange andre børn i disse tider). Hvis man har en idé til en tegning i hovedet, men det ikke kommer ud på præcis den måde man havde tænkt sig, så kan verden brase fuldstændig sammen, og det er noget der kan ødelægge alle former for kreativitet eller initiativer og gøre læringen vanskelig, fordi vi stopper allerede inden vi rigtigt er begyndt. Vi har i hjemmeskolen skabt et gennembrud og har gjort helt konkrete ting for at komme perfektionismen herhjemme til livs. Den spørger stadig, men vi har så mange veje at gå nu, at den aldrig når at blive mere end lille småsten på vejen som vi bare kan gå udenom. Jeg deler her vores vej igennem perfektionismen, og hvad vi helt konkret gør når perfektionismen bliver stædig og ikke vil slippe.
Model-bogen og ræven
Min datter har en masse tegnebøger, en af dem er noget med nogle “top models”, men der blev ikke tegnet i bogen, for hun var vred på sig selv over at hun ikke kunne tegne lige så flot, som de tegnede modeller i bogen. Jeg forsøgte at forklare hende at dem der tegner de modeller, de jo har tegnet hele livet og øvet og øvet og øvet sig, men lige lidt hjalp det.
Faktisk blev det sådan at hver gang vi satte os for at tegne noget, så gled en mørk og tung sky indover os og sugede al glæden ud ved at skabe noget med maling, papir, pensler eller tuscher. Den ene dag skulle vi tegne årstiderne og lave vores eget årshjul i hjemmeskolen, men da min datter nåede til ræven, blev hun så arrig på sine egne manglende evner at hun rev det hele i stykker og begyndte at græde af frustration, fordi hun ikke kunne tegne ræven sådan som den var tænkt i hendes fantasi.
Hjælp, når øvelse ikke gør mester
Hvad stiller man op med sådan en situation? Det hjælper ikke med ord, det hjælper ikke at forklare at “‘øvelse gør mester” eller at fortælle at man selv er en skovl til at tegne, eller at Picasso også lavede krusseduller og skitser. Der skulle noget andet til. Derfor gik jeg på facebook og spurgte efter hjælp i forældre-grupper for forældre til børn som mine. Der var så meget omsorg og forståelse at hente, og mange forældre kunne genkende udfordringen. Det hjælper altid at blive mødt med forståelse fremfor “måske skulle du lade være med at pace dit barn” eller “måske skal hun bare lave noget andet end at tegne”. En af forældrene skrev noget med at man kunne øve sig på at tegne grimt, og det gav mig en íde.
Tegn grimt
Jeg besluttede mig for at gøre det til mål med tegneopgaverne at det skulle være grimt. Nu skal vi tegne den grimmeste cowboy. Vi skal tegne den grimmeste model. Vi skal tegne den grimmeste kat. I stedet for at fokus skulle være på at tænke på noget andet, ændrede vi hele formålet med overhovedet at tegne. Grimt er det nye sort.
Så vi tegnede og tegnede og tegnede, og hvis man kom til at tegne noget pænt, så var man UDE! Slut finito, tabt. Og det blev skidesjovt, og pludselig havde vi produceret jeg ved ikke hvor mange tegninger, både min datter og jeg. Selv jeg blev bedre til at tegne, fordi der pludselig ikke var nogen som helst regler for hvordan en rødspætte eller en pøllefabrik skal se ud. Det blev virkelig en gamechanger for os, og især for min datter at målet var at det blev grimt (og skørt).
Hjælp fra Austins sommerfugl
Et par uger senere læste jeg en bog på mit lærerstudie, hvor der i bogen bliver linket til en video om Austins sommerfugl og feedback for børn i forbindelse med at udvikle sin tegning. Jeg så videoen, og blev vildt inspireret over tilgangen, sp jeg skyndte mig at hente min datter, og så gennemgik vi videoen sammen, og øvede den måde at tegne og give og modtage feedback på. Det har vi øvet mange gange siden. Se videoen her:
Det er en meget kærlig og udviklende tilgang til feedback og udvikling af sine egne tegne-skills, og den er både børnevenlig og voksenvenlig. Jeg kan varmt anbefale den, både til forældre, lærere og hjemmeundervisere.
Lakserytteren
“Lakserytteren kommer til Lyngby Storcenter og laver gratis tegne-workshop” stod der i nyhedsbrevet fra Lyngby Storcenter. Jeg satte straks datoen i kalenderen, for er der en der er god til at nedbryde perfektionisme og “tegne-regler” for børn, så er det Lakserytteren. Vi deltog i workshoppen, som var skidesjov, og hvor mange af øvelserne var på tid, sådan så man slet ikke når at blive perfektionistisk, og så købte vi Lakserytterens tegnebog med hjem, og nu bruger vi også den som fundament når vi kaster os ud i nye sjove tegne-eventyr, og giver den vores allerbedste anbefalinger, især til børn der skal bryde perfektionisme-koden.
Fuld accept af at det er elevens rejse og ikke din
Det her er jeg ikke særlig stolt af, men nu fortæller jeg det alligevel. Vi var lige startet som hjemmeskole, og jeg følte jeg havde en hel masse jeg skulle bevise, fordi jeg jo går ud i verden og siger at jeg kan klare det bedre end de 2 skoler min datter har gået i, hvor min datter ikke trivedes. Det er en ordentlig stor mundfuld, og jeg troede jeg skulle være skole og lærer på samme måde som det min datter kom fra. Men det var jo lige netop det der ikke fungerede. Inden jeg blev klogere nåede jeg at blive vred på min datter, og skælde hende ud fordi jeg syntes det var fjollet at blive så ked af det over en tegning. Jeg blev frustreret og følte mig magtesløs fordi mine ord ikke hjalp hende. Jeg blev irriteret fordi jeg jo, med min voksenhjerne og min voksenerfaring, godt vidste at tegnefriheden lå lige på den anden side at de streger og ventede på hende. Men det virkede bare overhovedet ikke. Derfor justerede jeg med tiden et par ting:
Jeg accepterede at det skal være sjovt og glædesfyldt at tegne og udtrykke sig kreativt
Jeg accepterede at min datters tegneskills ikke har noget som helst med min oplevelse af succes som hjemmeskolelærer at gøre, det er to vidt forskellige ting
Jeg accepterede at der er dage hvor det lykkes at tegne og dage hvor det ikke lykkes at tegne
Jeg lærte at der nogen dage er brug for meget hjælp fra mig og andre dage er brug for absolut ingen hjælp
Jeg lærte at vores perfektionisme/tegne - rejse ikke er lineær, men at rejsen mere minder om en kæmpe krusedulle
Jeg lærte at store fremskridt kan ske på dage hvor vi mindst venter det og dage hvor vi mest venter det, det er der ingen der ved
Jeg lærte at min datter lærer langt mere end jeg overhovedet fatter
Jeg lærte at skældud absolut ikke nærer hverken kreativiteten, fantasien eller udviklingen. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men jeg havde åbenbart brug for at lære det en gang til.
Klip til dagen i dag
For et år siden, da jeg startede Morskolen.dk kunne jeg ikke give Emmalia opgaver, og så selv lave noget andet. Vi er et helt andet sted nu, og vi har arbejdet målrettet med både perfektionisme og det at sidde med ting selv og arbejde.
I går var vi på biblioteket og jeg blev inspireret af et kunstprojekt den lokale børnehave udstiller på biblioteket i øjeblikket, hvor børnene skal lave kunst ud fra en bog de læser. Vi har et fantastisk bibliotek i Lyngby, hvor vi kommer hver uge.
Emmalia har lånt sin yndlingsbog om Hermione Granger (vi har lånt den så mange gange at jeg nu har købt den brugt på reshopper, og går og venter på posten), her skal hun vælge sit yndlingsbillede, og ud fra det billede skal hun lave en tegneserie, som er en lille fortælling på 4 frames, hvor der sker en lille udvikling i historien. Vi har snakket historien igennem og nu sidder hun og tegner mens jeg udvælger teori til min eksamensopgave om autoritet, dømmekraft og retorik i faget Livsoplysning (det går overraskende godt so far).
Hun kæmper stadig med perfektionisme, men hun tackler det, og nu tager vi det i små steps. Det er virkelig en proces. Hun startede med at ryge i den gamle rille med at rive papiret i stykker og gå helt i sort. Så mindede jeg hende om youtube videoen jeg linker til længere oppe, som har set om perfektionisme og udvikling i tegning, og mere skulle der ikke til så begyndte hun at tegne sjove ting med dillere som vi kunne grine af.
Jeg spurgte hende hvordan hun havde lyst til at vi kom videre i opgaven, og hun ville gerne have at jeg tegnede fortællingen og hun farvelagde. Jeg sagde ja, og nu har jeg tegnet fortællingen og hun farvelægger. Jeg spurgte om hun havde lyst til at tegne fortællingen til det næste billede, og det vil hun gerne.
Nu er hun selv i gang. Et frame ad gangen, og hun er så "fri" i sin opgave at hun begynder at bruge humor og finde på sjove frames. Hun har lige spillet hele scenen med sin krop og danset hvad der skal ske på billederne. Det er fantastisk at se kroppen og følelserne blive involveret i tegneprocessen.
Da vi startede anede jeg ikke mine levende råd, alt hvad der var forbundet med skriftlig fremstilling var som at bede mit barn æde gift. Nu er legen tilbage i læringen og fremstillingen, og det er 3 skridt frem, syv tilbage og to skridt frem, en svingom og en stor krusedulle.
Vi er på en skøn læringsrejse, og vi har fået et rigtig godt samarbejde op og stå, og nøj hvor stiller det store krav til min kreativitet og tænken ud af boksen, men det er heldigvis noget jeg har en del erfaring med. Og sådan bryder vi helt praktisk med perfektionismen hjemme hos os.
