Velkommen til 2. klasse i hjemmeskolen morskolen

Sommerferien er slut, og vores hjemmeskole er i fuld gang (og lidt til) med nye projekter. Hvis du er interesseret i at hjemmeskole, kan du følge fagenes fællesmål lige her (det er der mange der spørger efter). I dag vil jeg dele med dig hvad det næste halve skoleår i hjemmeskolen skal gå med, og hvad vi vil forbyde os i.

Barbie

Den helt store vinder er filmen “Barbie”, som er nærmest umulig at komme udenom for tiden. Emmalia og jeg har været inde og se filmen 1 gang, og er enige om at Barbie-filmen skal være fundamentet for vores hjemmeskole det næste lange stykke tid. Måske endda helt frem til jul. Her er nogle af de mange projekter vi har på tegnebrættet i forbindelse med Barbie-filmen

  • Producere vores egen Barbie film (dansk, virkemidler, mediefag, dramaturgi, filmanalyse, kommunikation, klippeteknik)

  • Producere et bæredygtigt Barbies dreamhouse (Bæredygtighed, samarbejde med lokalsamfundet, matematik, måleenheder, sløjd, klima, dekoration, funktionalitet, økonomi/budget). Vi har allieret os med morfar, fordi han bare er megasej til at bygge ting i træ, og på den måde får vi også bragt relationer og generationerne i spil. Vores hjemmeskole ELSKER at lave projekter med andre mennesker end os selv.

  • Lave tøj til Barbie (Håndarbejde, design)

  • Arbejde med samfundsfag, engelsk, ligestilling og feminisme, enten via digital produktion (Pixton, Padlet eller Prezi) eller også udarbejder vi vores eget materiale

  • Lære Barbies danse (koreografien må kunne findes på youtube)

Praktikker

  • Vi skruer op for praktikkerne og søger løbende praktikpladser. Vi har fundet ud af at praktikkerne er enormt lærerige på så mange planer, at dem vil vi gerne have flere af

  • På praktikkerne lærer vi at

    • Komme ud over vores egen komfortzone

    • Prøve noget nyt

    • Flytte vores grænser

    • Lære om samfundet

    • Lære fagspecifikke ting, så som hygiejneregler, dyrevelfærd, miljø, kundeservice og meget andet.

    • Forstå verden lidt bedre

    • skabe sammenhænge og koble den viden vi har med os fra livet og skolen på praktikkerne. Skabe mening

    • være sammen med mange forskellige slags mennesker

    • stille gode spørgsmål

    • og meget andet

Skoleavis

Inspireret af den franske pædagog Célestine Freinet (læs her) har vi en drøm om at starte en digital skoleavis, som vi vil producere i samarbejde med andre hjemmeunderviste børn på tværs af landet. Vi skal både bruge nogen der elsker at tage billeder, nogen der elsker at skrive og formidle og noget der kan grafik og kommunikation og sociale medier. Lige nu er vi stadig i gang med at finde på et navn til avisen, men så snart vi er klar, så skal vi i gang med at samle en redaktion, og så er målet at første nummer af avisen udkommer inden jul.

Natur

Som noget nyt er vi begyndt at tage ud og bade i havet næsten hver dag. Jeg mærker som voksen hvor stor en forskel daglige ture ud i naturen gør for mit sind, mit overskud og min krop. Den oplevelse er nu en fast del af hjemmeskolen, og vi skruer op for naturoplevelserne og investerer lidt mere i outdoor-udstyr og længere ture, evt. med overnatning i shelter rundt i landet. Det har vi jo friheden til at gøre frem til Maj hvor lillesøster starter på sin skole.

Relationer

Vi skruer endnu mere op for vores hjemmeskole-netværk. Vi har allerede faste aftaler med andre HU børn og voksne, men vi savner stadig at være sammen med andre og måske dele hjemmeskoleansvaret op med andre familier i vores umiddelbare nærområde, så det er også et mål for det kommende skoleår, måske i kombination med natur og outdoor-delen af hjemmeskolen.




Vi kobler læring på livet

I vores hjemmeskole skiller vi ikke læring fra alt mulig andet, og på den måde har morskolen på ingen måde haft sommerferie, fordi vi jo har lært en helt masse hver eneste dag. Udover samvær og leg med en masse mennesker, har vi lært en masse om Danmark, geografi, færdselsregler (Emmalia, Selinna og jeg legede en leg hvor vi skulle gætte vejskilte på motorvejen), historien om Stevns Klint, besøge lokale kunstnere på Stævns Klint og se lokale (men verdenskendte) keramikere lave keramik med udgangspunkt i 66 millioner år gamle fossiler, det svenske sprog, Legoland, Lego’s historie, en masse om H. C. Andersen, fordi vi var på fyn, og så Titanic, som har begge pigers helt store interesse for tiden. Titanic kombinerer vi så med klasseopdeling af samfund, industrialiseringen, sjældne vind og vejrforhold (svaret på hvorfor isbjerget blev opdaget alt for sent), filmskabere, instruktører, hvordan kender man forskel p fiktioon og fakta, isæt når fakta og fiktion er blandet sammen. Fandtes Rose og Jack i virkeligheden når kaptajnen og Mr. Ismay gjorde? Osv. osv. osv. Langsomt trækker læringen forbindelser til hinanden og udvider hele tiden vores forståelse af verden, os selv, mennesker og samfundsstrukturer.

Velkommen til 2. klasse i hjemmeskolen Morskolen.




Forrige
Forrige

Forskningsbaseret hjemmeskole (og argumenter imod hjemmeskolen)

Næste
Næste

Gifted Institutes konference om høj begavelse 2023